Det som skænderierne i virkeligheden handler om

I parforhold kan der nemt opstå misforståelser og konflikter, ud af de forskellige måder vi forsøger at berolige os selv på, hvis vi bliver ængstelige eller føler os pressede. Når vi føler uro, usikkerhed utryghed osv. har vi forskellige automatreaktioner.
De fleste mennesker oplever det som ubehageligt, når der opstår en følelse af usikkerhed eller ængstelse. Det er forbundet med, at kroppen også reagerer. Det autonome nervesystem trækker straks i arbejdstøjet, og går i gang. Der pumpes stresshormoner ud i kroppen, og alle kroppens funktioner påvirkes. Ofte følger der også tanker med, der knytter sig til ubehaget. Det kan måske være tanker om egen utilstrækkelighed, ængstelse for ensomhed eller andre tanker knyttet til usikkerhed.

Forskellige rygmarvsreaktioner

Det er ubehageligt, og vi er tilbøjelige til at ville væk fra ubehaget. Vores rygmarvsreaktioner er imidlertid forskellige:Nogle mennesker trækker sig. Deres automatreaktion er, at søge væk fra kontakt for, på egen hånd at forsøge at få ro på deres nervesystem. Andre vil, per automatik, række ud efter partneren i håb om at blive beroliget af den anden.
Begge reaktioner sker lynhurtigt, og uden at vi tænker over det. Vi reagerer fra et forholdsvis instinktivt niveau, og den adfærd, der indefra er udtryk for et forsøg på selvberoligelse, kan udefra blive oplevet helt anderledes.
Hvis den ene, i en periode, f.eks. er under pres på sit arbejde, og føler sig usikker, kan vedkommende reagere ved at blive lidt fjern og tilbagetrukket i parforholdet. Denne adfærd følges måske ikke med en kærlig og oplysende besked om, at “Jeg føler mig noget presset for tiden, og føler behov for at trække mig lidt. Det har ikke noget med dig at gøre. Jeg elsker dig, og lige om lidt er jeg på banen igen, og glæder mig til at være tæt med dig igen.” Partneren ser bare, at den anden trækker sig, lukker ned, og er utilgængelig. Denne adfærd tolkes noget i retning af “Han er der ikke for mig. Hvis jeg har brug for ham, kan jeg ikke få støtte. Jeg er alene. Han elsker mig ikke. Jeg betyder ikke noget for ham, og jeg er ikke værd at elske.” Det er jo urovækkende beskeder at få fra en, der betyder rigtig meget for én. Hvis man er sådan skruet sammen, at man rækker ud, når man bliver utryg eller urolig, vil der naturligvis ske det, at man rækker ud, når man modtager disse beskeder. Måden at række ud på, vil imidlertid ofte tage farve af den indre tilstand. Den vil tage farve af “Han er der ikke for mig. Hvis jeg har brug for ham, kan jeg ikke få støtte. Jeg er alene. Han elsker mig ikke. Jeg betyder ikke noget for ham, og jeg er ikke værd at elske.” Det, som skulle have været et udtryk for “Jeg er blevet lidt ængstelig for om jeg betyder noget for dig. For om du er der for mig. Og for om jeg overhovedet er værd at elske” kommer i stedet nu ud som bebrejdelser og kritik. F.eks. “Dit arbejde betyder mere for dig end mig! Du er aldrig hjemme, og når du endelig er her, er du åndsfraværende og sur”.

Misforståelserne

Kritikken og bebrejdelserne rammer jo ned hos en, der i forvejen er lidt ramt. Han har forsøgt at trække sig for at berolige sig selv. Han har ikke haft i tankerne, at gøre skade, og kommer til at oplee kritikken og bebrejdelserne som uretfærdige og urimelige. Han vil formentlig reagere ved at forsøge at forklare sig, og forsvare sig. Han fremfører logiske argumenter om, komme- og gåtider, arbejdsindsats i hjemmet, den historiske udvikling i mængden af tid han bruger på sit arbejde osv. Måske angriber han også (som et forsøg på forsvar), og peger på, hvad partneren også selv gør: “Du var da selv ude med veninder hele sidste weekend, og du kom sent hjem fra arbejde både mandag, tirsdag og onsdag.” Hendes kritik og bebrejdelser får ham måske også til at føle sig utilstrækkelig: “Hun elsker mig ikke som jeg er”. Og opgivende: “Jeg kommer aldrig til at kunne gøre hende tilfreds”. Og så trækker han sig.

Alt dette bekræfter jo hendes oplevelse af at være ladt alene, at være uelsket osv. osv. Herfra eskalerer konflikten, og der synes ikke at være nogen vej tilbage. Konflikten har et mønster, som gennemleves, og efter nogen tid sker der en forsoning, og hverdagen vender tilbage indtil noget nyt sætter mønsteret i gang igen. Efterhånden bliver parret trætte og slidte. Der skal kun en meget lille gnist til, for at det helt store bål står i flammer.
Hver især forsøger partnerne at håndtere deres egen indre følelse af ubehag og usikkerhed, så godt som de nu magter, og resultatet bliver faktisk det modsatte af, hvad de forsøger at opnå, og har brug for. Den, der har behov for at trække sig lidt for at få hold på sig selv, føler sig mere og mere presset, og den, der rækker ud for, igennem kontakt, at blive beroliget, får mindre og mindre kontakt. Det er en ond cirkel.


Der er behov for, at partnerne, hver især bliver i stand til at mærke, hvad der rent faktisk foregår inden i dem, ligesom der er behov for, at de bliver i stand til at se, hvordan det er, de instinktivt reagerer på den indre tilstand. Endelig skal de til at finde ud af at give udtryk for deres egentlige behov. Målet er, at den besked de hver især har brug for at sende til den anden, også er den, der kommer af sted, og at den kommer af sted på en måde, så der også er en god chance for, at den anden hører, og forstår det samme som er forsøgt kommunikeret.