Når negative mønstre tager magten i parforholdet

Mange par oplever, at negative mønstre æder sig ind på glæden og kontakten i deres parforhold. Selv med de bedste intentioner ender den planlagte kæresteweekend med de sædvanlige skænderier. En oplevelse af, at partneren er fraværende og nedprioriterer forholdet hos den ene, og en oplevelse af evindelige bebrejdelser og kritik hos den anden. Ofte sker det umærkeligt og lynhurtigt. Det, der for et øjeblik siden var et OK samvær, er pludselig en eksplosion af de sædvanlige beskyldninger, opgivenhed og magtesløshed hos den ene, og den sædvanlige oplevelse af at være ladt alene tilbage med det hele, svigt og ensomhed hos den anden. Når først mønsteret kører, er det tæt på umuligt at stoppe, og det ender ofte med, at begge parter – på hver deres måde føler, at det ser sort ud for forholdet.

Det gentagne mønster betyder, at begge parter ophober vrede, sorg og mange gange også frygt for, at det hele skal briste. Næste gang mønsteret antændes ved en gnist, aktiveres de følelser, som ligger på lager fra de mange tidligere gange, og det fungerer som brændstof til mønsteret, der bare får endnu mere kraft og bliver endnu vanskeligere at stoppe.

Den gode nyhed er, at der faktisk er noget at gøre. Den onde spiral kan vendes.

Parforholdet på værksted

Der er parforholdsterapeuter, der sammenligner parforholdet med familiens bil: Der er ikke mange, der forventer, at en bil bare kører uden, at blive vedligeholdt med jævne mellemrum. De fleste ved, at biler skal tilses jævnligt, hvis man vil undgå, at få alvorlige problemer. Biler afleveres derfor til kilometercheck. Parforholdet derimod, forventes at køre uden videre pleje, forebyggende tiltag, eller vedligeholdende foranstaltninger.

Det er en sjov analogi, og der er også en vis portion realitet i den. I det nye parforhold er der mulighed for at indkredse uønskede mønstre tidligt inden partnerne når at såre hinanden for hårdt, og der kan skabes gode erfaringer, og en kontakt mellem partnerne, der gør det meget lettere at få øje på de negative mønstre, der titter frem i hårde tider, hvor man f.eks. ikke får sovet om natten pga. små børn, eller i det hele taget af småbørnsfamilielivet. Det bliver simpelthen lettere at eliminere de negative mønstre inden de invaderer parforholdet.

Problemer i nye forhold

I nye parforhold er der oftest en periode med nærmest berusende glæde, ofte ledsaget af blindhed overfor det, der måske senere, kan opleves som irriterende hos partneren. Efter nogle måneder begynder det at ændre sig, og hvis man betyder noget for hinanden, vil der ofte træde mønstre frem, som har deres rødder langt tilbage i barndommen, i de meget tidlige relationer til omsorgspersoner. Det er forskelligt, hvor kraftige mønstrene er, hvor ofte de viser sig, og hvor længe de sætter deres præg. I nogle nye parforhold oplever parret forholdsvis tidligt, at der er gnidninger på trods af, at de vil hinanden, og holder af hinanden. Nogle par opsøger hjælp, og har gode forudsætninger for at de negative mønstre ret hurtigt kan blive indkredsede, forståede og vendt til noget, der bringer udvikling i forholdet.

Problemer i gamle forhold

I gamle forhold, kan negative mønstre have vokset sig store og stærke. Parterne kan have tilføjet hinanden mange sår, og det kan føles tæt på umuligt at skulle tro på, at der igen

kan findes håb, glæde og kontakt. Den ene partner kan være desperat efter kontakt og overbevist om, at den anden er ligeglad. Mens den anden måske er ved at drukne i bebrejdelser, og følelsen af aldrig at kunne gøre det godt nok. Måske ved begge, at de dybest set gerne ville genfinde kærligheden, men utallige forsøg, og tiltag har ført til oplevelsen af fiasko, og de beslutter at opsøge en parterapeut, som sidste tiltag inden de går fra hinanden.

Utroskab

Måske er der kommet endnu et element til i form af utroskab, hvilket bliver den udløsende faktor, der fører til, at en parterapeut kontaktes.

Der er mange, der spørger mig om et parforhold overhovedet kan komme til at fungere igen, når der har været utroskab. Svaret er ja. Hvis jeg skal påbegynde parterapi med et par, hvor der er en historie om utroskab, er det imidlertid afgørende, at den utro partner er villig til at afslutte det andet forhold.

Det kan være lettere eller mere vanskeligt at heale sårene efter utroskab. Noget af det, der har betydning for processen er, hvordan utroskaben er kommet for en dag. Har den utro partner selv fortalt om det, eller er det blevet opdaget af den anden partner, og i givet fald, hvordan. Det har også betydning for arbejdet, hvorvidt den utro partner angrer.

I arbejdet med par, hvor der er en historie om utroskab hjælper det på ingen måde, hvis terapien indeholder spor af fordømmelse. Der er utallige grunde til, at der opstår utroskab i et forhold, og terapeuten vil altid skulle forholde sig undersøgende overfor, hvad baggrunden er i hvert enkel situation. Det er min erfaring, at der altid er smerte, skyld og skam forbundet med historier om utroskab.

Det negative mønster identificeres

Når et par kommer i terapi hos mig, vil vi starte med sammen at afdække det mønster, der hersker i netop deres parforhold. Sammen skal vi have indkredset, hvad det er for nogle handlinger, der virker som triggere hos hver af de to partnere. Vi ser på, hvad er det den ene gør, der skaber frustration hos den anden? Sammen ser vi også på, hvad det typisk er de hver især gør, når de bliver frustrerede over den anden? Når vi har afdækket disse ting, ved vi allerede meget om det mønster, der har udviklet sig i parforholdet.

Vi taler også om, hvad det er parret hellere ville end at være grebet af mønsteret, og efterhånden bliver det tydeligere og tydeligere for parret, når mønsteret har grebet dem, og de kan begynde at afværge, at det sker.

Dig og mig mod mønsteret

Et afgørende skridt tages, når parret kan begynde at gøre fælles front mod mønsteret, og vide, at det er mønsteret, der er fjenden og ikke den partner de faktisk elsker og ønsker at være sammen med. Når vi når dertil i terapien er der et meget lavere konfliktniveau, meget mere håb i samarbejdet om processen.

Når vi har afdækket mønsteret, kan parret begynde at gøre fælles front i mod det, og det begynder at blive muligt at mærke, og tale om, hvad det er for nogle følelser, der også er til stede ud over f.eks. vreden, afmagten, følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed. Måske viser det sig, at der også er en længsel efter at føle samhørighed, at vide, at man ikke er alene. Måske er der en længsel efter at vide, at man er accepteret og elsket som man er. Ofte viser det sig, at begge parter i bund og grund er ret ængstelige for, at den anden vil opgive dem og forholdet, og der er en længsel efter at føle sig tryg.

At skabe et nyt mønster

Når det bliver muligt at begynde at mærke, hvad der ligger neden under mønsteret, begynder der også at kunne komme en ømhed i relationen. Det bliver muligt at vise sin sårbarhed overfor den anden, og der begynder at vokse forståelse og omsorg frem.

Det er nu mønsteret for alvor ændrer sig.

Et nyt og anderledes mønster kan vokse frem

At heale sårene

På det her tidspunkt er klimaet i parforholdet meget forandret, og det er muligt for partnerne at hjælpe og støtte hinanden. På vejen her til har der allerede fundet en healing af gamle sår sted, men der kan være mere, som skal have opmærksomhed. Det er muligt nu sammen at afdække gamle sår, og være tilstede i medfølelse og forståelse for den anden.

Det er i sig selv healende at opleve, at partneren kan holde til at høre om den smerte, der er opstået i parforholdet, at parterne er parat til at udtrykke forståelse og medfølelse – også selv om situationen, hvor såret opstod måske så helt anderledes ud fra vedkommendes sted. I løbet af terapien er der vokset en kapacitet frem til at rumme og forstå den anden, også selv om man selv opfatter tingene helt anderledes.

Et nyt parforhold

Efter sådan en terapeutisk proces, er det ikke det gamle parforhold fra da man var nyforelskede, man finder tilbage til. Det er et helt andet parforhold. Et mere modent parforhold, med et dybt kendskab til hinanden og kapacitet til at give hinanden den tryghed der skal til for at hver af partnerne kan udfolde sig og udvikle sig.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, hører jeg gerne fra dig